København for provinsfolk…
… deres børn og hvis det ikke skal være for dyrt, overvældende og københavner-snude-agtigt!!
Kort sagt: En mini guide til den børnefamilie, der har prøvet Tivoli, Rundetårn og den meget lille havfrue.
Hvorfor nu det?
Tjoo, fordi København er en fantastisk storby, der gemmer på hemmeligheder og ikke så kendte oplevelser, som man sjældent finder ved første besøg.
Så her er forslag til gode og billige oplevelser for familier, der har klaret det obligatoriske og dyre altså attraktioner i Tivoli-klassen og er klar til det andet eller tredje besøg i hovedstaden.
Hvem var vi?
En familiefar Mogens – på godt 40 somre, sammen med sine tre børn Mathilde 12, Signe 10 og Søren på 6 år.
Hvor skal vi sove i nat?
Helt oplagt at tage Danhostel tæt ved Langebro. Ca. 700 kroner for fire personer per nat med eget bad og toilet. Super værelser og så ligger det aldeles centralt. Og som bonus har man udsigt ud over Langebro og Islands Brygge, og dermed chancen for at se Langebro gå op og ned. En stor oplevelse for junior, der kan bruge timer på at lege udsigtsmatros.
CabInn lige bag ved Tivoli er næsten lige så billig.
Er København ikke afsindig dyr?
Ikke nødvendigvis. Nørrebro er utrolig billig i rullekebab og shawarma eksempelvis. Tiger-butikkerne sælger gode isvafler til.. ja en 10er.
Og endnu et tip:
Køb brød hos de italienske pizzabagere. I modsætning til i Jylland har den lokale pizzamand også gode og billige franskbrød, som kan fyldes med alskens lækkert pålæg fra et supermarked.
Det skal du opleve:
1. Christianshavn :
Hvis du eller dine børn har set Huset på Christianshavn, så se gaden og stedet med Rottehullet. Amagergade.
2. Christiania:
Uanset politisk observans, så snyd ikke dig og dine børn for fristaden. Det er hyggeligt, ja nærmest idyllisk. Spis aftensmad mens I er derude. Restaurant Nemo serverer retter for ca. 50 kr., men sørg for at gå på toilet derude. En sjov oplevelse, fordi der er akvarium i loftet. Endnu en grund til at sidde ned, når man tisser.
3. Kanalrundfart:
Der er flere selskaber, som tilbyder kanalrundfarter, men de billigste og bedste er NETTO-bådene. For ca. 30 kroner får man en hel times rundfart.
4. Bus på vandet:
HTs busser kører ikke bare i byen, men også på vandet. For en busbillets pris får man en mini-kanalrundfart, som blandt andet inkluderer Holmen, hvor man kan være heldig at se ubåde o.l. Stå fx på ved Den sorte Diamant.
5. DGI-byen:
Stedet er også kaldet Vandkulturhuset, men er et fantastisk indendørs badested bl.a. med en trampolin som vippe. Desuden et, to, tre og fem meters vipper.. Der er også mulighed for at få den store wellness-behandling, men det skal dog bestilles i forvejen.
Fascinerende er det også at se rækken af fotos, hvor man følger mennesker i alderen 1-99 år. Sådan ældes vi.
6. Havnebadet på Islands Brygge:
Hvis vejret er til det, er det pragtfuldt at bade i friluftsbadet på Islands Brygge. Gratis adgang.
7. Vor Frelsers Kirke:
Kirken ligger tæt ved Christiania, og kan kendes på sit gyldne tårn med de udvendige trapper. Gå de 90 meter og 400 trin til spidsen, hvor man ganske enkelt ikke kan komme videre, men så står man også uden for i stiv blæst og klamrer sig til gelænderet.
Turen koster 25 kroner og er en oplevelse af de store til så små penge.
8. Under jorden i København:
Der er flere gode muligheder for at krybe under jorden og se spændende, gamle steder.
Christiansborg Slot: Hvis børnene har set Absalons hemmelighed, er et besøg i ruinerne under slottet en god ide.
Cisternerne ved Frederiksborg Have: I Søndermarken under jorden ligger de Københavns gamle cisterner, der nu er tømt for vand. Man træder nærmest ind i en drypstenshule, som nu rummer et fantastisk glasmuseum. Betagende smukt.
9. Assistens Kirkegaard:
Hvornår har du sidst haft dine børn med på kirkegaard. Prøv det, og prøv Assistens på Nørrebro, som ikke bare er enorm stemningfyldt, men rummer også gravsteder for mange kendte danskere H.C. Andersen eksempelvis.
For det pubertære barn, kan man så samtidig fremvise stedet, hvor Ungdomshuset lå. Det ligger bogstavelig talt kun et stenkast derfra.
10. Nationalmuseet:
Lyder lidt kedeligt, og kan også være det alt efter børnenes interesse. Men prøv alligevel Dukkehus-afdelingen i museet. De mest fantastiske dukkehuse er udstillet, og man kan kravle ind og se dem bagfra.
Gratis adgang.
11. Amager Strandpark:
Et genialt påfund og fantastisk udnyttelse af strandsiden i et ellers ikke særligt spændende kvarter. Over næsten to kilometer har man anlagt en strandpark, hvor man kan dase, lege i sandet, spille fodbold på græsset, løbe på rulleskøjter på beton-stierne, bade i de rolige indsøer eller bade i havet..
Genialt og gratis.. og alle behov kan dækkes på en varm sommerdag.
12. Ripleys Believe it or not!:
Et lidt overset museum på Rådhuspladsen, hvor der er samlet alle mulige mærkelige og spooky mennesker, som kan dreje hovedet 180 grader, og det der er værre! Ligger mellem Burger King og Kentucky Fried Chicken ved indgangen til Strøget.
13. H.C. Ørsteds Parken:
Af alle de parker, som er i København, er Ørstedsparken den smukkeste uden sammenligning. Romantisk, smuk og perfekt til picnic.. I det ene hjørne finder man Den digitale legeplads, hvor børnene kan lege udendørs med computer-lege.
14. Fælledparken:
Lidt i samme stil, men bare mere aktivt. Her er det nemlig muligt for junior at falde ind i en fodboldkamp et eller andet sted i parken, eller de mere danseglade i familien kan falde i de dansearrangementer, som er i parken i sommerperioden. Typisk tirsdag, onsdag eller torsdag salsa, tango, square mv.
15. Candy Mega Store:
Okay, måske et ufint trick, men børnene vil elske at træde ind i slikbutikken på Kultorvet, som over to etager rummer alt gentager alt hvad et slikelskende barn kan ønske sig..
Du vil blive kaldt verdens bedste far og/eller mor!!
16. Arbejdermuseet:
Børn holder af at høre om gamle dage, og voksne holder af at fortælle om gamle dage. Derfor kan et besøg på Arbejdermuseet næsten ikke gå galt.. Boede man virkelig sådan i gamle dage, vil de spørge, og du vil svare ja og vide, at dine børn har lidt ondt af dig.
Desuden er butikken helt fantastisk, og man kan købe mange gode gamle legesager til billige penge. Meget bedre end de sædvanlige butikker med souvenirs.
17. Malmø:
At komme til et andet land er altid fyldt med prestige, så udnyt muligheden for at komme til Malmø. Togene går hele tiden.
I Malmø skal man se bygningen Turning Torso, som er en bygning, der snor sig om sig selv. Som at være i Barcelona.
Tag svømmetøj med og oplev vandland og eventyrbadet i Aqva-kul. Fantastisk og anderledes.
Slut af med aftensmad på Tapas-restauranten PlockePinn på Bergsgatan 29. Du vil ikke kunne tørre det tilfredse smil af bagefter.
Hvad skal ellers prøves når man er provinsbarn i København!
At sidde forrest i metroen i kørselsretningen og føle at man kører i rutsjebane. Vores rekord var at køre syv gange frem og tilbage!!
At køre med dobbeltdækkerbus og sidde foroven og kigge ud af det store vindue. Kun busser med S (fx 250 S, 350 S) er dobbeltdækkere.
Gennem sommerperioden er der gratis film udendørs. Tjek aviser eller webstedet: www.useit.dk