Absalon Copenhagen Camp

Perfekt udgangspunkt for hovedstadsferien !

Vi har til stor begejstring tilbragt påsken på Absalon Copenhagen Camp ved Rødovre, som er en DCU campingplads. At det er en DCU campingplads betyder blandt andet, at man som DCU medlem ikke betaler for børn under 12 år. Derudover er der andre fordele som gratis hund og gratis bad, som kombineret med den perfekte beliggenhed, gør Absalon Copenhagen Camp til en meget attraktiv campingplads for børnefamilier, som gerne vil besøge hovedstaden.

Campingpladsen ligger ca. 8 km fra Københavns centrum, og med sine 45 hytter henvender den sig ikke kun til campister med egen vogn, men i høj grad også til andre, som ønsker et godt udgangspunkt for de daglige ture til København.

Selve campingpladsen
Campingpladsen er utrolig plan hvilket måske lyder som en underlig kommentar, men som campist er det faktisk rart, at terrænet ikke er alt for kuperet, så man nemt kan komme frem og stille sin vogn op. Der er fine asfalterede veje imellem de forskellige områder med standpladser, og der er fint med græs. Selve standpladserne er gode brede både til ”naboerne” og ”genboerne”, så man kan nemt have sin bil holdende hvilket faktisk godt kan være et problem på campingpladser generelt.

Centralt midt på pladsen ligger en fin legeplads med hoppepude, gynger, klatrestativ, rutchebane, sandkasse mv. og tæt ved informationen ligger en mindre legeplads, ligesom der her også er ”udendørs skak”, som vores børn blandt andet syntes var vældig sjovt.

Absalon Copenhagen Camp er utrolig nem at køre til med motorvejen meget tæt på, hvilket bestemt er en fordel, når man kommer med et pænt langt vogntog.
Har man brug for internet under sit ophold, findes der trådløst opkobling på hele pladsen.

Servicebygninger
Midt på pladsen ligger en stor, nyrenoveret servicebygning med henholdsvis dame- og herretoiletter samt familierum, puslerum og køkkenfaciliteter med spiseplads. Her er blandt netop lavet en lille ”sminkekrog” i dameafdelingen med bord, små skamler, spejle og hårtørrer. Fin detalje. Derudover ligger en mindre bygning tæt på informationen, hvor der skal bruges kode, som udleveres ved ankomst. Rengøringen på pladsen fungerer fint, så selvom der var en del gæster hen over påsken, oplevede vi ikke, at dette kunne ses i servicebygningerne.

Kiosk
Ved informationen ligger en lille kiosk, som har de mest fornødne varer, og morgenbrød på bestilling, men udover dette ligger der på den anden side af hovedvejen både Kvickly, Fakta og Netto, som man i øvrigt passerer, hvis man vælger at gå ned til s-toget. Faktisk ligger der i gåafstand også en McDonalds, som man ligeledes passerer på vej hjem til og fra s-toget, hvilket gjorde vores aftensmad meget nem den dag, vi kom lidt sent tilbage til pladsen.

Hytte udlejning
Har man ikke selv campingvogn er der rig mulighed for at leje en hytte der er flere forskellige typer dels med toilet og dels med både toilet og bad. De ligger forskellige steder på pladsen.

Aktiviteter på pladsen
I højsæsonen arrangeres der forskellige ting på pladsen – dette kan man følge mere med i på campingpladsens hjemmeside, hvor der er en aktivitetskalender. Vi havde dog rigeligt at lave uden at blive aktiveret, da børnene havde meget sjov ud af det store skakspil, legepladsen og ikke mindst hoppepuden.

Transport til København
Afhængig af, hvad vi skulle se i København og omegn tog vi henholdsvis bil, s-tog og bus. S-toget ligger ca. 600 m fra campingpladsen, og er meget nemt at komme til. Bussen ligger endnu tættere, og blandt andet linien til Holmen går derfra. Vi valgte bilen til Københavns Zoo og Bakken, men især ved førstnævnte skal man være opmærksom på, at der ikke er mange p-pladser. Kommer man når Zoo åbner kan man dog godt få en plads.

Til København centrum tog vi typisk s-toget det var super nemt at finde ud af og klippekort med 10 klip kunne købes på campingpladsen. Her skal også tilføjes, at de gladelig hjælper med, hvad der er nemmest at tage hvortil, ligesom man får udleveret bykort, så man er godt på vej som turist i København. Som ”ny-turist” i København var vi meget taknemmelige for den gode vejledning, vi fik fra de ansatte i receptionen på campingpladsen.

Masser af seværdigheder
DCU Absalon Copenhagen Camp ligger utrolig centralt i forhold til de forskellige seværdigheder i København og omegn. Der er ca et kvarters kørsel i bil til Zoo, og en lille halv time til Bakken, ligesom man med s-toget lynhurtigt står i midten af København, hvor blandt andet Tivoli, Den lille Havfrue, Rundetårnet, Amalienborg, Christiansborg og Experimentarium ligger. Vi besøgte derudover også Den Blå Planet, som vi tog til i bil, og for de shoppeglade kan nævnes, at udover Strøget i København ligger der et ret stort indkøbscenter med diverse tøjbutikker, isenkræmmere, restauranter og fødevarebutikker ca 10 min kørsel fra pladsen. Det var et stort hit, den ene dag vi fik regn under vores ferie.

Naturen befinder sig lige bag pladsen. Københavns gamle fæstningsværk Vestvolden, som var indgangsporten til København ligger lige bag Absalon Copenhagen Camp med sit store rekreative område fyldt med naturoplevelser.

Vores bedømmelse:
Beliggenhed:

Servicebygninger mm:

Aktiviteter:

Dejlig campingplads med skøn beliggenhed. Perfekt afstand til hovedstaden og diverse seværdigheder og super centralt i forhold til transport. Ingen tvivl om, at vores næste hovedstadsbesøg også bliver med base på Absalon Copenhagen Camp.

Helle Hansen
Skribent Sjovforbørn
2014

Din kommentar til artiklen?

Har du en kommentar eller en god ide, du har lyst til at dele med andre?

Navn:

Din kommentar:

Informationer

Læs mere om Absalon Camping på:
http://www.camping-absalon.dk/


Udgivet

i

af

Tags: