Skal I til Bornholm til sommer? I kan glæde jer!
Bornholm har masser af oplevelser, der venter på dig og din fantasi. Har du måske nogen sinde prøvet at lege konge i en ægte vikingeborg eller blive klædt ud som i Middelalderen og lave mad som de gjorde det dengang?
Er I til vandland, gocarts, robåde og alle mulige andre forlystelser – så skal I en tur i Joboland – Brændesgårdshaven. Det er et skønt sted for børn – og et rart sted for forældrene.
På NaturBornholm, i sommerfugleparken, på landbrugsmuseet Melstedgård og de øvrige museer er der mange ting, der retter sig til børn – så man selv kan opleve tingene.
Og så er der jo alt det andet – ridning, bowling, bådture, biografer…….
Klogere – på den sjove måde
Er I til at se og mærke historiens vingesus ude i det fri, venter der jer masser af ting på Bornholm. Hammershus, Christiansø og rundkirkerne fortæller om en dramatisk periode. I kan komme tæt på oplevelserne helt selv.
Og er det ikke tæt nok på, så giver Bornholms Middelaldercenter dig mulighed for at besøge en helt anden tid.
Eller hvad med en skattejagt i øens rundkirker og på Hammershus? Find ud af om Tempelridderne virkelig gemte deres store skat på Bornholm!
Paradis for vandhunde
Hvis du er en vandhund kan du glæde dig til at bade og lege på en af de mange strande på Bornholm. Her er sandet kridhvidt og det knirker når du går, fordi det er så fint. Og så er det rigtig godt til at bygge sandslotte i.
Fordi Bornholm er en ø, kan du altid finde det bedste sted at bade: Blæser det nemlig fra én retning og giver bølger, kan du bare vælge den anden side af øen, hvor havet er mere stille.
Brug benene
Skulle det nu finde på at regne en dag mens I er på ferie, så kan I enten tage regntøj på og gå eller cykle en lang tur. Det kan I selvfølgelig også når det er godt vejr, som det plejer at være på Bornholm.
På Bornholm er den gamle jernbane, som blev nedlagt i 1968, lavet om til cykelveje, som dækker det meste af øen. Cykelvejene er mærket med et grønt skilt og de fleste er væk fra trafikken og derfor også sikre at køre på.
Har du ikke selv cykel med, så kan du leje en hos cykeludlejerne – og det er lækre cykler. Vælg mellem mountainbikes og almindelige med eller uden gear – eller har I prøvet en tandem?
Alt det praktiske
Der er flere måder at komme til Bornholm på. Du kan enten sejle eller flyve til øen. Bor du vest for Storebælt, bør du overveje, om en flyvetur inklusiv udlejningsbil er en god ide. Det giver en meget kort transporttid samtidig med at du undgår det sommetider brusende hav.
Vælger du at sejle, skal du kontakte Bornholmstrafikken, og vælger du at flyve, skal du have fat i Cimber Air. Der er flere firmaer med udlejningsbiler på Bornholm, bl.a. kan du kontakte Hertz i Rønne.
Bornholm byder på mange overnatningsformer, så alt efter ønske og temperament kan du vælge mellem campingpladser, feriecentre, sommerhuse, hoteller, bondegårdsferie og vandrerhjem.
Børnebilletten
Har I planer om at se øen med børnenes øjne, kan det glimrende betale sig at købe Bornholms ‘BørneBillet’.
BørneBilletten er et helt nyt og frisk tiltag på Bornholm – skræddersyet til børnefamilier. Med en BørneBillet i hånden får hele familien (max 5 personer) både gratis entreer og rabatter hos 9 af Bornholms mest populære besøgssteder, herunder attraktioner, restauranter m.fl.
Følgende steder er med i ordningen:
Bornholms Middelaldercenter (gratis adgang)
Bornholms Sommerfuglepark og tropeland (gratis adgang)
Rø Golfbane (gratis spil og udlån af udstyr)
Hasle Familiecamping (Spil gratis minigolf)
Bowlingcenter Rønne (1 gratis bane i en time + udstyr og gratis legeland)
Rønne Bio (gratis adgang)
Restaurant Brøddan (kr. 50,- i rabat på regninger over kr. 250,-)
Restaurant Fyrtøjet (kr. 50,- i rabat på regninger over kr. 250,-)
Restaurant Pakhuset (kr. 50,- i rabat på regninger over kr. 250,-)
BørneBilletten koster kr. 785,- og kan købes mange steder på Bornholm.
Rigtig god tur til Bornholm.
Store dele af denne artikel er venligst stillet til rådighed af Bornholms Velkomstcenter. Kig indenfor på deres hjemmeside, hvis du vil vide mere om Bornholms muligheder.